Medarbejderne fra KFS Boligbyg A/S i Støvring, var fredag 11. maj på besøg hos Svæveflyveklubben Aviator på Aars Flyveplads.
Line Sørensen var også med, og hun blev overrasket over, hvor stærke luftkræfterne kan føles i kroppen, når man sidder i et svævefly. Hun havde aldrig prøvet at flyve i et svævefly før, og ligesom mange af hendes kolleger, blev hun overrasket over, hvordan det føles hvis piloten begynder at dreje lidt skapt. De manøvrer som føles ”normale” for en erfaren pilot, føles overraskende kraftige når det er første gang man prøver det. Hun var både overrasket og begejstret da hun kom ned på jorden igen.
Sammen med piloten Jens Albertsen prøvede hun under flyveturen over Vesthimmerland, hvordan det mærker i kroppen, når flyet ”trækker G”. Fornemmelsen opstår når flyet laver meget skarpe drej, eller når piloten trækker flyet kraftigt op igen efter et dyk, og kroppen derved bliver presset ned i sædet. Bortset fra jetpiloter og kunstflyvningspiloter er der ikke mange mennesker der oplever hvordan sådanne manøvrer føles i kroppen, fortæller Jens Albertsen. Men fornemmelsen kan altså også opleves i et svævefly.
Line Sørensen fortalte efter flyveturen begejstret til kollegerne, hvordan hun kunne mærke det trak voldsomt nedad i kinderne, og at hun næsten ikke kunne løfte hånden, selvom piloten blev ved med at sige hun skulle prøve at gøre det. Det er som pludseligt at være i en helt anden verden, når man bliver trykket ned i sædet – fortalte hun begejstret – det var ”helt vildt”. Man trænger vist til at få en ”ansigtsløftning” igen bagefter - grinede hun.
Men det værste ved turen var, at piloten ikke ville lave et rigtigt loop med mig fortalte hun eftertænksomt - med et glimt i øjet – det ville jeg også gerne have prøvet, men han forklarede at skyerne var for lave til at det kunne lade sig gøre i dag.
Jeg kunne godt tænke mig at få et flycertifikat, men så får jeg nok problemer derhjemme – min mand tør ikke engang prøve rutsjebanen inde i tivoli!
Da flyene var stillet i hangar, fik både gæsterne og svæveflyveklubbens medlemmer aftensmad og hyggesnak i klublokalerne.
Ideen til arrangementet kom fra Bygma kollegerne Palle Myrup og Patrick Kraglund. De to kolleger er salgskonsulenter hos henholdsvis Bygma i Aars og Bygma i Støvring. De ville gerne have en anderledes oplevelse, sammen med deres fælles kunder fra KFS Boligbyg A/S. Så efter planlægning med Svæveflyveklubben Aviator på Aars Flyveplads, kom aftalen på plads.
Jens Albertsen erkender, at når svæveflyveklubben går ind i sådan et arrangement, så er det i den sidste ende for at hverve flere medlemmer. Vi er nu ca. 70 medlemmer i klubben, men i vore faciliteter kunne vi godt rumme op imod 100 medlemmer. Det ville faktisk være en fordel for os at blive så mange – fortæller han - så vi er interesserede i at få nye medlemmer ind i klubben, og uddanne dem til svæveflyvepiloter.