Indtryk fra Sun-Air Cup 2008, af Nicolai Sten

Igen i år deltog Aviator-piloter i Sun Air Cup, som blev fløjet i perioden d. 14. – 24. juli på Arnborg. Perioden var ikke præget af det mest fantastiske flyvevejr og ej heller særlig meget af det. Dog lykkedes det at få en gyldig konkurrence med 4 flyvedage til alle klasser. Selv deltog jeg i Junior-DM for 4. og sidste gang, hvor det blev til en 2. plads. Desværre var der kun sølle 7 deltagere i Junior-DM. Det er faretruende lavt og giver virkelig anledning til en række selv-kritiske spørgsmål i alle landets klubber. Måske undtaget Vestjysk Svæveflyveklub, som stillede med 3 af de 7 piloter. De må gøre et eller andet rigtigt dernede…

Podiet Junior DM 2008

Da jeg var eneste junior fra Aviator dannede jeg hold med dem fra Vestjysk. Som det ses på billedet, så blev en stor del af tiden, på dage uden flyvevejr, tilbragt i deres selskab, bl.a. foran computeren. Spillet GunGlider er utrolig primitivt men passer godt ind i den stemning der breder sig på en flyveplads uden flyvevejr. Kan findes på www.segelflug.de/vereine/scs/gunglider

Der spilles Gunglider

Lidt om flyvningerne:
Dag 1 var en ret svær dag. Og det var simpelthen umuligt at forudsige vejret på nogen måde. Jeg måtte have en omstart efter 1:25 fordi området omkring afgangspunktet var begyndt at kage ud. Og i stedet for at satse på at kunne nå den anden side af udkagningen og risikere en udelanding allerede inden start, så søgte jeg tilbage mod Arnborg for en omstart. 7 minutter efter jeg var landet var jeg på vej i endnu et slæb – op nord for udkagningen, hvor jeg tog 2 bobler og så var jeg klar til at tærskle ud. Første ben gik uden problemer, men hastigheden var stærkt aftagende sammen med den aftagende base-højde. Jeg havde regnet med at arbejdshøjden ville ligge i 800-1100 meter, men den krøb hurtigt ned og lå i 600-800. Det betød en masse kurven, så jeg fulgtes et stykke med en LS1, som faktisk endte med at gå fra mig da jeg kom lavt på 2. ben og bestemt ikke kunne få tingene til at fungere. Den manglende flyvetræning på Discus og 100 ltr. vand gjorde det ikke nemt at få det optimale ud af boblerne. Og når man ender under spilstartshøjde på en dag med 35km/t vind, så har man brug for at kunne kurve… MEGET. På den efterfølgende analyse af flyvningen kunne jeg se at LS1’eren havde sat mig med ca. 10 min – men det var lige præcis de 10 min jeg havde brug for, så vejret over det nordlige vendepunkt, Nørre Felding Flyveplads, kunne ”lukke op”. Da jeg vendte i ca. 450 meter kunne jeg se den karakteristiske pilformede hale fra en LS1, som stod parkeret på græsbanen sammen med en fra junior-klassen. Alt vejr havde været lukket ned 10 min før jeg ankom og selvom det stadig regnede på HK, så var det muligt at finde en 0,9 m/s boble, som gjorde at jeg kunne slippe ud i solen igen. Selvom der stadig skulle kurves en del, så var basen nu igen stigende til de 1100 meter, boblerne blev fordoblet i styrke til omkring 2m/s og det var muligt at foretage nogle fornuftige glid. Med 60 km og 2 vendepunkter tilbage af opgaven kunne jeg konstatere at termikken bag mig var ved at blive slukket af en tyk skærm af høje skyer. Det var desværre det område jeg skulle igennem for at nå hjem. Med et glid på 30 km fik jeg vendt 2.sidste vendepunkt og fundet et par CU som stod et sted, hvor der var sol på et område med skov syd for Christianshede. En klassisk meter kunne de give og jeg kunne stille og roligt bevæge mig ned mod sidste vendepunkt. Jeg måtte afmontere mig solbrillerne, hvilket kun er sket én gang før under flyvning. Så mørkt var det blevet under skyerne. Alligevel stod der en godt brugt CU lige foran sidste vendepunkt, som jeg tankede 300 meter, og dermed slutglidshøjde, i mens jeg lige netop drev ind og fik et log i sektoren. På de 25km som slutglidet varede mærkede jeg intet stig overhovedet. Synk og ”pind-termik” var det eneste og det har jo aldrig glædet nogen svæveflyver. Men med slutglidshøjde havde jeg mit på det tørre. Jeg måtte dog tage til takke med 60km/t, og dermed langsomst af dem der gennemførte den 207km lange opgave – det var et resultat af at komme sent af sted på opgaven og så tanken: ”Det koster flere point at lande ude end at flyve langsomt”.

Dag 2 var en hæderlig dag, hvor vejret faktisk overraskede positivt. 1400 meter og 1,5-3 m/s i boblerne. Men Arnborg lå lige på kanten af det brugbare flyvevejr, hvilket betød at der kunne flyves mod nord og absolut ikke mod syd. Det afspejles også på billederne af HK på grid’en. Det blev en speed-task på (desværre kun) 187km. Da vi var færdige med at vaske, skille ad og få flyene i vogn, så himlen stadig fantastisk ud i det område vi havde fløjet i. Det må ha’ været en svær dag at være opgave-sætter på.

Dag 3 bød på endnu en speed-task, denne på 158km. Vejret var meget svagt og jeg var ikke over 850 meter på noget tidspunkt. Og på opgaven var jeg under 300 meter to gange. Boblerne gav 0,5 til 1,5 meter men kunne man få sine glid til at virke, så var det ikke helt skidt endda, for termikken stod meget tæt – næsten i gader. Den mest positive ting jeg lagde mærke til den dag var at landmændene for alvor havde begyndt høsten. Det gav 50% flere landbare marker og man kunne presse lidt mere på. Jeg mener selv at HELE arbejdshøjden blev udnyttet – og endda lidt til. Opgaven gik til både Laven og Them, dvs. ind over skovene og de ”høje” områder syd for Silkeborg to gange.

Dag 4. Her vil jeg sådan set kun fortælle om hvordan man kommer hjem med 75km igen, 30km/t modvind og i tørtermik. Der blev pint alt ud af de sidste skyer på vestkysten helt ude over Stadil Fjord. Jeg nåede 1350 meter og vendte 2.sidste sektor. Jeg havde to fly foran mig, som også gik direkte på kurs mod Arnborg. De prøvede at par bobler af men fortsatte og først 3. gang var der noget der virkede, så jeg sluttede mig til deres boble og vi kom i samme højde. Herefter spredte vi os lidt ud, så vi havde bedre muligheder for at ramme boblerne og udnytte hvis de andre rammer noget. Da vi forlod boblen fik jeg øje på en sort plet på jorden ca. 15km længere fremme. (Det er senere identificeret til at hedde Tiphede – lige syd for Trehøje golfklub) Jeg gled dertil uden at mærke nogen bevægelse i luften overhovedet. Men hvis der var termik nogen steder i Jylland, så skulle det være der. I 650 meter mærkede jeg den første rumlen og derefter bippede det tilstrækkeligt til at jeg troede på den. 1 m/s var hvad det kunne blive til, men den var helt stabil. Jeg fik straks selskab i boblen. Både fra de tidligere følgesvende, men også fra andre juniorer. Da jeg nåede toppen, 1150 meter, forlod jeg boblen som den første. Uden at have nogen at glide sammen med, blev det et elendigt glid. De andre var stoppet op i et par sløve bobler på vejen, så dem var der ikke meget gavn af. Først i 450 meter fik jeg øje på en som kurvede længere fremme. Jeg troede faktisk ikke på at kunne nå derhen, men over nogle gamle brunkuls-grave, kunne jeg lige holde 0 synk og forenden stod en fin meter igen. Det er tvivlsomt om jeg havde fundet den boble alene, så tak til HB for den. Næsten i top fik jeg igen selskab – de andre havde kurvet lige bag mig, men heldigvis ikke i noget bedre end hvad jeg fandt. Jeg følte at boblen var ved at dø ud i 800 meter og gik lige op mod vinden. Fandt straks 1,3 m/s som jeg faktisk tankede slutglidshøjde i. Problemet var at jeg var ”for tidligt” på den til de 3 timers opgavetid. Så i stedet for at gå den direkte vej og kun snitte sidste sektor inden hjemkomst via Skarrild, så søgte jeg lidt mere mod nord for at få noget mere distance og ikke mindst for at gå ind over Høgild Plantage. Det er et absolut et af de bedste termik-områder i Danmark. 1,5 m/s som jeg tankede 250 meter i for at glide et par km længere ind i sektoren, så det passede så godt som muligt med tiden og højden, det krævede for at nå til Skarrild og Arnborg.  På kurs mod Skarrild passerede jeg alle dem som havde vendt og var på vej mod Arnborg. De lå som perler på en snor, med vand ud af diverse huller – et fantastisk syn. Jeg lavede ankomst til et fyldt Arnborg halvandet minut før tid desværre, men det var nok til en 3. plads på dagen og en samlet nr. 2.

Loggeren tømmes

Min påstand er at hvis jeg stillede op til dette års konkurrence med den erfaring jeg havde lige før første gang jeg deltog i Junior-DM, så var jeg landet ude 3 af de 4 dage. Grundet følgende mangler: Lokalkendskab, koncentration, tålmodighed og evne til at omsætte teori til praksis.

Som det ses, så giver 4 flyvedage så rigeligt med oplevelser til flere siders historier. Så jeg kan endnu en gang kun opfordre til at komme af sted til en eller anden form for samling/konkurrence/hygge-tur. Det højner glæden ved svæveflyvning og vi bevarer derved lysten til at bruge så mange timer på jorden for de timer vi får i luften. Derudover er det især også til konkurrencer som Sun Air Cup, at svæveflyvning maner rygtet om en egoistisk sport til jorden.

HK set fra både syd og nord

 

Nicolai Sten