Aviator News nr. 65           <<forrige  næste>>  
03. juli 2009

Sankt Hans festen

Kim fortæller, at der var 45 tilmeldte til festen. Det var mere end han havde turdet håbe på. Flot arrangement!
 

Billeder fra aftenen scthansfest2009.htm
Video fra Erik Jensen http://www.youtube.com/watch?v=z3AN_ixGJaI

Udelanding i Tyskland
Husum retur. Vores Duo Discus udelandede i Tyskland mandag 22. juni. Det var Elias og Frank Sandeløv som havde besluttet sig for, at de ville lave en tosædet rekord. Frank fortæller, at de gik efter at lave 500 km ud-hjem. EKVH - Husum - EKVH. Samt at gøre det med "god" hastighed. Hvis det så ellers lykkedes for dem at komme hjem igen, så var planen, at de straks ville forlænge turen med med Borup - Arnborg - EKVH. Det ville have givet i alt 860 km.
Udelandingen. Men de kom ikke så langt. Vendepunktet i Husum passerede de i sølle1100'. Frank fortæller, at de kom op i 1300' igen på vej væk fra Husum, men da de igen faldt til 1000' besluttede han at afbryde turen, og at slå motoren ud, og starte hjemturen for motorkraft. Den startede tilsyneladende også fint, men det gav bare ikke rigtigt noget højde. De fløj i 500 - 700' fra mark til mark - han tænkte et stykke tid, at de trods alt kom 1 km tættere hjem hver gang. Elias oplevede det således: "Motoren gik i gang i 700' , vi dykkede for at få omdrejninger, men da vi skulle opad igen, blev stiget ved at ligge på minus 0,2 m. Og lige pludseligt var hjulene også ude, og så landede vi." 
Kun én cylinder. Det viste sig bagefter, at motoren kørte på kun een cylinder. Frank beretter, at de godt nok foretog den obligatoriske motortest efter starten hjemmefra. Men hér bagefter ved han, at de foretog testen i en termikboble. Og tilsyneladende startede og kørte motoren jo fint. Så de registrerede ikke at den manglede trækkraft, fordi de i forvejen lå i termik. Resultatet kender vi, han slukkede tændingen i 500' nede ved Husum, og landede med motoren ude. For øvrigt uden yderligere skader. Frank fortæller, at Duo'en har et glidetal på 19, når den flyves med motoren ude. Det er næsten det samme som en MD80 - siger han med et glimt i øjet  ...dén har glidetal 20 ved 230 knots.
Og så stod piloterne altså pludseligt på en mark i Tyskland. Helt alene. De fleste af læserne kender vist dén fornemmelse. Den pludselige stilhed. Ingen snak fra radio - eller lyde fra variometer - ingen vindstøj - eller uro i luften. Det sidste mange minutter har været hektiske: Flyv flyet - find termik - find landingspladser - find termik - beslut dig - lav en indflyvning - foretag landing. Og pludseligt er man altså landet. Et antiklimaks. Man basker hjælpeløst med vingerne - men ingenting hjælper det. Det elegante fly ligger pludseligt helt stille. Man kan ligeså godt åbne hooden og stige ud på marken.
Den tyske bondemand:  Elias fortæller, at de ikke var helt sikre på hvor de var landet, og de havde jo brug for at ringe en kørselsvejledning hjem. En bondemand som kom forbi foreslog, at de kunne køre med ham hjem. Han kunne så vise dem på et kort hvor de var, og han kunne også finde numrene på nogen lokale svæveflyveklubber - måske der kunne være en chance for et flyslæb hjemad i stedet for. Frank blev dog ved flyet og Elias kørte med manden hjem. "Hvorfor blev det dig der kørte med ham hjem og ikke Frank? " spørger reporteren - "Det var ligesom mig der var bedst til at snakke tysk" svarer Elias omgående, og kigger undrende på spørgeren (hvorfor havde jeg dog ikke selv tænkt på det). De ringede til nogen svæveflyveklubber, men forsøget mislykkedes - klubberne ringede tilbage, der kunne ikke skaffes et flyslæb, så tilbage ved flyet, efter en times tid,  måtte Frank ringe til Peter Clemmen - han ville gerne hentes i Tyskland!
Stakkels Peter: Peter var på dette tidspunkt på vej nordpå ad motorvejen. Han havde rodet med spil hele dagen på flyvepladsen, og  - som han beretter - glædede sig til en tre retters Corna menu derhjemme. Hunden var dog foreløbigt alene hjemme, og han måtte lige helt hjem at lufte og fodre den. Og så altså af sted retur sydpå igen. Ekstranøglen til Franks bil kom Katrine til Støvring med, hvor Peter overtog den. Han havde godt nok også fået ringet til Johan - kør lige Duo vognen ud, jeg skal til Tyskland. Men da han ellers var klar til at køre, viste det sig strømstikket ikke fungerede. Ingen lys på traileren. Så han måtte først på nettet at finde et diagram, og så til at reparere den. Stakkels Peter. Det passede heller ikke ligesom Corna - som  Peter udtrykte det - at han var stukket af sted igen. En anden sag var, at hunden havde han husket at give mad, men han havde glemt sig selv. Så han var også efterhånden godt sulten. Men kursen var sat...   3. afkørsel efter grænsen og så bare 23 km ligeud.
I Tyskland var piloterne i mellemtiden blevet godt bespist, bondemanden havde været ude hos dem med et ordentligt fad håndmadder samt drikkelse. De var ellers blevet inviteret hjem, men Elias havde ment, det var bedre de blev på marken hos flyet, og fik bragt noget mad. Med masser af besøgende fra den lokale by Norstedt. Hele byen havde vist været ude at se flyet.
Peter ankommer: Da han var ankommet til målområdet, måtte han køre rundt et stykke tid, før han fandt flyet. Det er lidt uklart for reporteren, om der ikke var strøm på Peters telefon, eller om Elias havde sat sin mobil på lydløs. Der var i hvert fald kontaktproblemer. Og Peters GPS kendte kun til Skandinavien. Så den viste godt nok koordinater, men ellers kun en blå skærm. Men han var heldig, at nogen så ham køre rundt, frem og tilbage. For eftersom hele byen havde været ude at se flyet, så blev han kontaktet og vist vej. Jeg blev fantastisk modtaget derude på marken, de var glade for at se mig, blev modtaget både med håndtryk og det ene og det andet - fortæller Peter. Klokken var da blevet 22:30
Elias var hjemme i Vodskov igen kl. 5 om morgenen, lige tidsnok til at komme ud med aviser. Han skulle også til eksamen. Men han kunne bare ikke lige huske om det var samme dag eller den næste. Rygterne fortæller dog at han klarede det fint.
Elias fortæller yderligere, at flyveturen sydpå over Jylland, var en helt ny måde for ham, at flyve på. Han har altid været vant til at hoppe fra sky til sky, men det fik han ikke lov til. Frank forbød ham at kurve indtil tidligst når de nåede ned i 2000' - ellers skulle han flyve ligeud hele tiden :-)  Og som Frank fortalte - Elias fik også lært at kigge nedad  ...ikke bare kigge opad på skyen, men også kigge nedad på jorden, hvor mon den gode termik kan være startet fra?
Frank afslutter, at det er hans hensigt at få så mange som muligt med ud på sådanne eller lidt kortere strækture i Duo'en, så vi får genindført strækflyvning i klubben. Samtidig vil jeg, hvis jeg overhovedet kan afse tid til det i vinter, få sat et strækflyvningskursus op, så folk kan blive bedre forberedt til stræk - både planlægningsmæssigt og den praktiske taktik undervejs - slutter han.

Billeder: Vi har ingen billeder fra Tyskland, men  fra det ordinære instruktørmøde på EKVH i tirsdags.  Vi samlede flyet igen efter mødet.

Solo igen efter 30 år ,
Bjarne Jacobsen "JAS" kom 17. juni solo på svævefly igen. Bjarne fortæller at han siden 1985 har arbejdet som pilot i SAS. Han har i årene fløjet både på de korte, og på de helt lange ruter. Han fik hér 57 år gammel, tilbuddet fra SAS om at gå på pension lidt før tiden - det er jo krisetider for branchen - og som han fortæller... han synes han har oplevet alt hvad der er at opleve, så han accepterede tilbuddet. Så nu har han igen tid til at svæveflyve.
Han startede som pilot i flyvevåbenet, og nåede at blive testpilot både på F104 og på F16. Han fortæller, at det er speciel fornemmelse, at være den første der flyver et fly, efter den har været på værkstedet, og har været totalt skilt ad. Men den gennemgår jo et extensivt groundcheck inden start, så vi forventer jo så også at den er i orden - som han siger. Han husker også fornemmelsen at sidde i en helt ny F16, hvor timetælleren står på kun godt 5 timer. I SAS fløj han bl.a. også opvisningsflyvninger til Åbent Hus arrangementer m.m. med Airbus A319.
Svæveflyverkarrieren startede i årene 1975 - 1979 på EKVH og igen i 1984. Og hvordan er det så at prøve igen så mange år efter? Det er fuldstændigt ligeså fascinerende som for 30 år siden, svarer Bjarne straks. På en måde er det ligesom at cykle, man glemmer det aldrig, men alligevel skal detaljerne genopfriskes. Man laver ikke de store kunstmanøvrer lige med det samme. Men det er nøjagtigt ligeså skægt som jeg husker det fra dengang. Og for øvrigt, jeg har lige en kommentar mere - siger han inden vi lægger røret på - jeg synes at klubbens medlemmer  er betydeligt ældre nu, end de var dengang. Vi bliver hurtigt enige om, at det er de yngre medlemmer vi har i klubben i dag, som skal løfte om 10 år.   foto: Johan Frey