Aviator
News nr. 105
<<forrige
næste>>
25. februar 2012
Ordinær generalforsamling:
(...genudsendelse fra aviatornews nr. 103)
Du indkaldes hermed til ordinær generalforsamling
Søndag d. 18. marts 2012 kl. 13:00 i klubhuset.
Dagsorden ifølge vedtægterne.
Forslag til behandling på generalforsamlingen skulle have været formanden i
hænde senest d. 19. februar 2012
Beretning, regnskab, forslag m.m. udsendes senest d. 11. marts ...udsendes således at linket http://qnh.dk/aviator/gf2012.htm
opdateres med dokumenterne.
Gem linket!
vel mødt
bestyrelsen /Aviator, Aalborg Svæveflyveklub
Ny formand
Erik
Nørskov informerede bestyrelsen, at han fra efter den kommende
generalforsamling, gerne vil koncentrere sin indsats for
klubben, om andre ting end formandsposten. Dét må vi selvfølgeligt tage til
efterretning. Vi er helt klar over, at han har haft meget
omfattende arbejdsopgaver de sidste år. Og vi er glade for, at han
vil fortsætte med nogen af de andre store opgaver, han stadig har gang
i. Bestyrelsen
planlægger herefter at opstille Frank Sandeløv som ny kandidat til
formandsposten. Frank accepterer at stille op til valget. Han fortæller
til newsredaktøren (...som fangede ham på mobil i Bruxelles lufthavn
fredag eftermiddag), at han allerede har tanker om flere ting, han
kunne tænke sig at forsøge lidt anderledes.
Men det hører vi jo
sikkert mere om på generalforsamlingen :-)
Flyvning i Udlandet
Flyvechefen meddeler:
Af forsikringsmæssige årsager skal flyvechefen godkende piloter til
flyvning i udlandet. Godkendelsen skal fornys hver sæsonstart. Hvis I
vil til udlandet for at flyve eller vil flyve til udlandet skal I
derfor først kontakte mig.
mvh.
johan@frey.dk
Weekend på EKVH 10. - 11. marts ...fra Lars Brodersen
Der er forårsklargørings-weekend
på EKVH lørdag-søndag d. 10. - 11. marts 2012. Alle medlemmer opfordres
til at møde op og gi' en hånd (eller to) med at få alt materiel, både
det luftbårne og det jordbundne, helt op på dupperne og skinnende
klar-blankt, så alt er klar til standerhejsningen. Der vil være
briefing kl. 10:00 både lørdag og søndag om de nyttige gøremål, der
skal udføres.
Underholdning. Lørdag kl. 18 byder Johan & Lars B på underholdning. Først spisning (husk at tilmelde dig hos Lars B senest søndag 4. marts pr. email) og dernæst billeder, film og fortællinger fra "Pribina Cup 2011".
Venlige hilsner
lars@larslyn.dk
PFT aften 15. marts
Flyvechefen inviterer til PFT aften på EKVH torsdag d. 15. marts 2012 kl. 19:00. Medlemmerne fra Ferslev er også inviteret, så måske man kan møde en ny klubkammerat :-)
Nye unge medlemmer - spændende PR initiativ sport2go.dk
(sakset fra chatten 23.02.2012)
Kære
Aviatører. Aviators PR-gruppe har i det sidste års tid været i gang med
at udvide vores PR-aktiviteter for at skaffe flere, især yngre
medlemmer til klubben.
I Aalborg kommunes regi har der i
ca. 1,5 år kørt et stort projekt ”Sport2go”, som handler om at få flere
i aldersgruppen 12-25 år til at udøve sport. Sport2go fungerer på den
måde, at den enkelte, unge deltager for et mindre beløb får adgang til
at prøve en lang række forskellige sportsgrene i afgrænsede perioder.
Den unge deltager kan altså shoppe rundt eller koncentrere sig om
enkelte sportsaktiviteter. Via det PR-arbejde, som kommunen gør for
Sport2go bl.a. på alle folkeskoler og uddannelsesinstitutioner som
f.eks. Handelsskolerne og Universitetet, er der mange tusinde unge, der
bliver informeret om de sportslige muligheder i Aalborg Kommune.
Aviator
har besluttet at tilslutte sig Sport2go foreløbig for en periode på
seks uger fra d. 21. april til d. 27. maj 2012, i alt 6 weekender. Det
betyder, at der i de 6 weekender forhåbentligt kommer en hel del unge
mennesker, der gerne vil prøve at svæveflyve.
Disse unge
Sport2go-deltagere skal registreres og tilmeldes som
Aviator-prøvemedlemmer, hvorefter de flyver på lige fod med vores
øvrige elever blot med den forskel, at de i princippet kan flyve så
meget, de vil i de 6 uger; Aalborg Kommune betaler.
Vi håber,
at alle Aviatører vil hjælpe til med at give disse unge mennesker en
positiv oplevelse af vores sport og dermed forhåbentligt give dem lyst
til at melde sig ind i Aviator som rigtige medlemmer.
Vi kommer også til at bede om jeres hjælp,
bl.a. fordi vi har lovet at sørge for transportmuligheder fra Aalborg
til EKVH de nævnte seks lørdage og søndage kl. 08:00 fra
Kennedy-Arkaden i Aalborg (for den/de unge, der har meldt sig til denne
transport senest fredag kl. 10:00). Mere herom, når vi nærmer os.
Med flyvske hilsner fra PR-udvalget (Lars B, Lis og Nils d.V.)
Bulletin vedr. LS6
(sakset fra chatten 21.02.2012)
Hej – dav
Blot
til info: LS6’eren er ikke luftdygtig pga. alt for tynd lak på især
flaperons, men heller ikke højderor, sideror og stabilisator har det
for godt. Resten af flyet ville nok kunne flyve 3-4 sæsoner for en
omlakering er strengt nødvendig. Der blev i efteråret indhentet tilbud
fra diverse værksteder på omlakering af flaperons, højderor, sideror og
flaperons, ligesom der blev indhentet tilbud på omlakering af hele
flyvemaskinen inkl. 3000-timers service (LS6’eren har pt. 2600 timer på
bogen). Tilbuddene på totalomlakering-og-3000timerservice lå på ca.
120-135.000 kr. Vi fik også et tilbud på omlakering af kun de omtalte
ror og stabilisator, og det lød på 67.000 kr. Bestyrelsen besluttede
derfor at iværksætte totalomlakering-inkl.-3000timers-service hos
fabrikken (DG Flugzeugbau) for 135.000 kr plus det uforudsete;
forskellen mellem ”det hele” og ”kun ror” er markant! Vi valgte
fabrikken som leverandør, fordi vi tror på, at de er de bedste til at
ordne de yderst delikate flaperons.
Så om en tre ugers tid kører
jeg LS6’eren hen til DG Flugzeugbau, som bor mellem Karlsruhe og
Mannheim. DG går i gang med arbejdet ca. den 1. april og skal derefter
bruge cirka 4-6 uger på arbejdet plus det uforudsete. Cirka. Og så får
vi en næsten helt ny LS6’er hjem! Juhuu!
Venlige hilsner, Lars Brodersen
Mange flere informationer...
Husk som altid også at holde dig orienteret på
http://aviator.dk samt
http://www.dsvu.dk/
...se herunder f.eks. materialer til repræsentantskabsmødet 3. marts 2012
...se f.eks. også i forsikringsklubbens beretning 2011 hvad det koster at lave ulykker.
Aviator
News
Der udsendes e-mail til adresser der har - eller har haft -
tilknytning til klubben, når en ny aviator-news lægges på
hjemmesiden. Send en email til newsaaviator.dk (jlm)
hvis du vil frameldes eller
tilmeldes. Eller hvis du har en information at dele med medlemmerne,
eller hvis du mangler en information ...eller noget
andet!
Aviator News er mest for medlemmer af svæveflyveklubben - og
kan godt være lidt indforstået - men alle er velkomne til at lytte med.